www.ugle.dk Jørgen Ebert, je@ugle.dk
Hjemmeside   Sange   Matematik   Privat   Links  

Gamle Danske Sange: Bag grønklædte bakke der ligger et hus

Ophavsret   Adam Oehlenschläger   Melodi  

Dette er historien om digteren som blev digter på grund af sin kærlighed til landsbyens smukke, men desværre troløse, pige.

Bag grønklædte bakke der ligger et hus
Tekst: Adam Oehlenschläger
Melodi: Folkemelodi

Bag grønklædte bakke der ligger et hus
langt borte fra stadens fortumlende sus.
De stuer er lave, de ruder er små,
og væggen er klinet, og taget er strå,
og væggen er klinet, og taget er strå.

O, her blev jeg født i det fattige hus,
langt borte fra stadens forførende sus.
I skove og enge jeg lystelig fór,
og vokste så op og blev fager og stor,
og vokste så op og blev fager og stor.

Jeg kendte naturen og elskede Gud,
og tilbad hans visdom og frygted hans bud.
Min fader og moder dem var jeg en trøst,
og landsbyens piger en glæde og lyst,
og landsbyens piger en glæde og lyst.

Især var min Lise så venlig og huld,
hun ejed et hjerte som reneste guld,
og når hun tilsmilte mig yndig og mild,
da brændte mit øje at kærligheds ild,
da brændte mit øje at kærligheds ild.

Og når nu om våren vi vare til dans,
da bandt jeg til hende den smukkeste krans,
og bævende kærlig hun trykked min hånd,
og pryded min hat med et flagrende bånd,
og pryded min hat med et flagrende bånd.

En aften vi ginge i skoven så grøn,
da smilte hun nu så usigelig skøn.
Jeg favnede hende med skælvende arm,
hun trykte mig ømt til sin bølgende barm,
hun trykte mig ømt til sin bølgende barm.

Og hævede langsomt de øjne så blå,
og ret som en engel hun op til mig så,
og stammede sagte: Jeg evig er din!
O, råbte jeg henrykt, o Lise er min,
o, råbte jeg henrykt, o Lise er min!

og lo så og græd og stod stille og sprang,
og tav så og sukked og talte og sang,
og kyssed den elskte på smilende mund
bag buskenes skygge i rolige lund,
bag buskenes skygge i rolige lund.

Men nu! O nu græder jeg slet ikke mer!
med stirrende blikke jeg hen for mig ser.
Min raskhed er borte, bleg svinder jeg hen,
thi Lise den grumme har sveget sin ven,
thi Lise den grumme har sveget sin ven!

I byen blandt glæder og glimmer og larm,
hun glemte sin Vilhelm så tro og så varm,
og bortgav sin hånd til en mand der var rig.
Han elsker vist ej, som hun elsktes af mig,
han elsker vist ej, som hun elsktes af mig.

Nu smiler jeg mat, og vemodig jeg går,
nu digter jeg viser og strengene slår.
De hører mig gerne de elskende møer,
med blomster de kranse min grav, når jeg dør,
med blomster de kranse min grav, når jeg dør!


Jørgen Ebert, je@ugle.dk