www.ugle.dk Jørgen Ebert, je@ugle.dk
Hjemmeside   Sange   Matematik   Privat   Links  

Gamle Danske Sange: Dybt hælder året i sin gang

Ophavsret   C. J. Boye   Johann Crüger   Melodi  

Denne salme hører til Boyes store salmeværk Åndelige digte og sange i fire bind, som han udgav i perioden 1833-1836 mens han var sognepræst i Søllerød.

Dybt hælder året i sin gang
Tekst: C. J. Boye, 1833
Melodi: Johann Crüger, 1653

Dybt hælder året i sin gang,
snart ødes eng og lund,
farvel med al din lyst og sang,
du korte sommerstund!

Snart sukker vinterstormens røst:
Alt visner og forgår!
Lad visne kun, jeg ved den trøst,
som ligefuldt består.

Lad solen korte af sin vej
og natten vokse til,
Guds vældes arm forkortes ej,
hans visdom for ej vild.

Lad gulne hvert et blad på kvist,
lad falme alle strå,
Guds kærlighed, jeg ved for vist,
omskiftes ikke så.

Jeg ved, hvor glæden har sit hjem,
når øde mark står hvid,
hint frydekor fra Betlehem
forstummer ingen tid.

Jeg ved, hvor håbet grønnes da,
når alting falmer her,
min frelsers træ på Golgatha
en evig krone bær'.

Lad synke kun med løvets fald
hver markens blomst i rad,
min tro på ham bevare skal
sit friske hjerteblad.

Han lover mig en evig vår
trods vinterstorm og død,
thi livet frem af graven går,
som Kristus gennembrød.


Jørgen Ebert, je@ugle.dk