www.ugle.dk Jørgen Ebert, je@ugle.dk
Hjemmeside   Sange   Matematik   Privat   Links  

Gamle Danske Sange: Kommer hid, I piger små!

Ophavsret   N. F. S. Grundtvig   C. E. F. Weyse   Melodi  

Den danske søhelt Peter Willemoes, 1783-1808, blev berømt da han som 17-årig løjtnant kæmpede fra et lille flydebatteri mod selveste admiral Nelson i slaget på Kongedybet ud for København. Han tilføjede Nelsons skib "Elefanten" stor skade og fik efter kampen megen ros for sin heltemodige indsats - endog fra Nelson selv. Men få år senere gik det galt. Peter Willemoes omkom 22. marts 1808 under en træfning ved Sjællands Odde. Hans skib, linjeskibet Prinds Christian Frederik, blev skudt i sænk af engelske skibe. Willemoes, en anden officer og 21 matroser blev begravet på Sjællands Odde. Grundtvig skrev denne hyldest til den jævnaldrende Willemoes kort tid efter slaget ved Sjællands Odde. Se også De snekker mødtes i kvæld på hav og Ved Kristjanssand.

Kommer hid, I piger små!
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1808
Melodi: C. E. F. Weyse, 1837

Kommer hid, I piger små!
strengen vil jeg røre,
tårer skal i øjet stå,
når min sang I høre,
om så bold en ungersvend
alle fagre pigers ven,
sørgelig jeg sjunger.

Våren er nu kommen nær,
dagene sig længe,
våren har I piger kær,
blomster gro i enge.
Dog I skal i sene år
mindes, at I så en vår
med bedrøvet øje.

Ak, thi før sig op af jord
blomsten kunne trænge,
falmede en blomst i Nord,
som skal mindes længe:
Willemoes var blomstens navn,
og ej glemmes tunge savn
midt i blomsterflokken.

Han var dreng, men stod som mand,
medens I var spæde,
stå og slå for fædreland
var den unges glæde.
Strømmen går mod København,
Kongedyb er strømmens navn,
der blev helten viet.

Sælsomt i hans ånd det lød:
Hører du, det dønner!
Danemark er stedt i nød,
kalder sine sønner.
Og som gamle Danmarks søn
fløj han mod det høje døn,
fædreland at værge.

Ak! den gæve kom og så
fædrelandet bløde,
hvor de stolte snekker lå,
var så tomt og øde.
Disse snekker var hans hjem,
han opvoksed mellem dem,
stred i deres skygge.

Hist i nord går Odden ud
mellem høje bølger,
der blev døn af stærke skud,
Kristjan ej sig dølger,
men som gamle Kristian
står han fast på danske strand,
skønt hans blod udrinder.

Willemoes! du måtte gå
andet hjem at finde,
tårer i vort øje stå,
men de tør ej rinde.
Ak! thi ville vi, at du
skulle vanke her endnu,
Kristjan overleve?

Hører det, I piger små!
I må ikke græde,
men når over eng I gå
mellem vårens spæde,
binder da af dem en krans,
parrer blomsterne med sans
til den faldnes ære!

Hvis det rørte hjertes sang
hjertet røre kunne,
sjunger den da mangen gang
i de stille lunde,
sjunger den ved breden strand,
når hen over hviden sand
voven sagte triller!


Jørgen Ebert, je@ugle.dk