www.ugle.dk Jørgen Ebert, je@ugle.dk
Hjemmeside   Sange   Matematik   Privat   Links  

Gamle Danske Sange: Min smukke lille pige!

Ophavsret   Johan Ludvig Heiberg   Melodi  

Sangen kaldes også "Færgemanden". Den handler om en tilsyneladende uskyldig færgefart fra Strandgade til Nyhavn i midten af 1800-tallet. Men Heiberg benytter lejligheden til også at gøre lidt grin med datidens fjende.

Min smukke lille pige!
Tekst: Johan Ludvig Heiberg
Melodi: Johan Ludvig Heiberg

Min smukke lille pige!
Undskyld! jeg kender ej Deres navn.
Behag i min båd at stige!
Jeg fører Dem på min stavn
over fiskenes rige
fra Strandgade til Nyhavn.
Ved åreslag
med sikre tag
båden så sagtelig glider.
Den grønne tang
vist favnelang
slæber langs med den sider.

I dag er søndenvande,
derfor er tang så rigelig her.
De spørger mig om, hvordanne
den kommer fra syd især?
Jo, på Kallebodstrande
der grønnes ej andre trær.
Selv havmands hår
af tang består,
Skægget med tang er stafferet.
Men kom han frem
at kysse Dem,
var i dag han barberet.

Må jeg Dem, jomfru, råde,
send til vor toldbod blikket i hast
og se kun, hvor overmåde
der klynger sig mast ved mast.
Det er tyskernes flåde,
som hænger ved Qvintus fast.
Jeg hører, det
er pligt og ret,
ikke den her at beholde,
thi hvis de gik
tilfods, de fik
våde fødder og kolde.

Det vist Dem overrasker,
at jeg til orlogs ikke gik med,
men ligger nu her og pjasker,
som havde vort land alt fred,
mens hveranden jo basker
på tysken og gør ham vred.
Men viv og små
jeg passe må,
spise de vil og vil drikke.
Min jomfru rar
vel børn ej har?
Ja, så tror De det ikke.

Mit vink, De nok forstod 'et?
Drej Dem til siden, sid kun forkert!
Jeg havde det nok formodet,
her svømmes lidt ugenert.
Men vi kom nu til ho'det,
og faren er alt passert.
Mig hånden giv!
Om Deres liv
holder jeg Dem i den stilling,
at ej de skal
ved farligt fald
favne torsk eller hvilling.


Jørgen Ebert, je@ugle.dk