www.ugle.dk Jørgen Ebert, je@ugle.dk
Hjemmeside   Sange   Matematik   Privat   Links  

Gamle Danske Sange: Vort modersmål er dejligt

Ophavsret   Edvard Lembcke   Melodi  

Gennem lang tid var det danske sprog i Sønderjylland blevet trængt tilbage af det tyske, men midt i 1800-tallet begyndte de danske i Nordslesvig at kræve retten til igen at tale dansk. Umiddelbart efter treårskrigen, 1848-1850, var optimismen blandt danskerne i Nordslesvig stor, og man forsøgte at genvinde det tabte sproglige terræn ved en storstilet kampagne, som strakte sig langt ned i Sydslesvig. Men kampagnens virkemidler var nok for direkte og måske også lidt for grove (se Længe nok har jeg bondepige været) . I hvert fald blev man nødt til at dæmpe tonen lidt. Resultatet kan ses i nærværende sang, som udkom 9 år efter treårskrigens afslutning. Den fremhæver humoren og latteren som det danske sprogs stærkeste våben. Sangen er skrevet til melodien til folkevisen En dejlig, ung ridder. Melodien har også været anvendt til skillingsvisen Alfred og Alvilda.

Vort modersmål er dejligt
Tekst: Edvard Lembcke, 1859
Melodi: Folkemelodi

Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang,
hvormed skal jeg ligne og prise det i sang?
En højbåren jomfru, en ædel kongebrud,
og hun er så ung, og så yndig ser hun ud,
og hun er så ung, og så yndig ser hun ud!

Hun lægger os på læben hvert godt og kraftigt ord
til elskovs sagte bønner, til sejrens stolte kor.
Er hjertet trangt af sorgen, og svulmer det af lyst,
hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst,
hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst.

Og om i øst og vest vi har sværmet og søgt
de svundne tiders visdom, de fjerne landes kløgt,
hun lokker, og hun drager, vi følger hendes bud,
for hun er så ung, og så yndig ser hun ud,
for hun er så ung, og så yndig ser hun ud.

De fremmede, de tænkte at volde hende sorg,
de bød hende trældom i hendes egen borg,
men just som de mente, hun var i bånd og bast,
da lo hun så hjertelig, at alle lænker brast,
da lo hun så hjertelig, at alle lænker brast.

Og alle de skjalde, hun skænked ordets magt,
de blev om hendes sæde en stærk og trofast vagt.
Hver sang, som folket kender og lytter til med lyst,
den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst,
den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst.

Hver kraftig skæmt, som lokker på læben frem et smil,
den blev i hendes kogger en hvas og vinget pil,
hvert ord, der kom fra hjertet, og som til hjertet når,
der blev en sten i muren, der hegner hendes gård,
der blev en sten i muren, der hegner hendes gård.

Og årene, de rulle og skiftes om på jord,
og vore navne glemmes som sne, der faldt i fjor,
og slægt efter slægt segner hen på nornens bud,
men hun er så ung, og så yndig ser hun ud,
men hun er så ung, og så yndig ser hun ud!


Jørgen Ebert, je@ugle.dk