Hjemmeside Sange Matematik Privat Links Om ugle.dk
|
Jørgen Ebert Hjemmeside Sange Matematik Privat Links Om ugle.dk |
Kærlighed med ulykkelig udgang var et yndet motiv i 1800-tallets folkelige viser. Enten var det omgivelserne der forhindrede de to elskende i at få hinanden, eller også var det - som i nærværende vise - den ene parts troskabsbrud. Melodien er en gammel folkemelodi som også har været brugt til En dejlig, ung ridder og senere til Vort modersmål er dejligt.
Alfred og Alvilda
Tekst: Skillingsvise
Melodi: Folkemelodi
I året attenhundred og ni og tredive
jeg drog til København ind til kongens tjeneste.
Jeg bød farvel til hjemmet og til min kære ven:
måske du har en anden førend vi ses igen,
måske du har en anden førend vi ses igen.
Hun derpå svor og sagde: "Nej, det skal aldrig ske,
du trøstig bort kan rejse, min allerkæreste!"
De ord, de kom fra hjertet, fra hendes unge bryst,
o Gud, tilgiv mig synder og skænk mig himlens trøst,
o Gud, tilgiv mig synder og skænk mig himlens trøst!
Men alt gik herligt til i den store hovedstad,
jeg glemte snart Alvilda, og sværmed fri og glad.
To måneder var svundne, da skrev jeg hende til,
i brevet stod de ord som jeg her opskrive vil,
i brevet stod de ord som jeg her opskrive vil:
"I dag jeg nu vil skrive for sidste gang til dig,
du søge må en anden ven og evig glemme mig.
Jeg her en ven har valgt mig, for tiden var så lang,
derfor farvel, Alvilda, farvel for sidste gang,
derfor farvel, Alvilda, farvel for sidste gang!"
Nu gik der vel en måned, så fik jeg svar derpå:
"Min ven er det din mening, hvor skal det mig da gå?
Og kan du glemme mig, som er altid tro mod dig,
da har du sikkert syndet mod Gud og imod mig,
da har du sikkert syndet mod Gud og imod mig.
Jeg har jo nu herhjemme hos mig en lille søn,
for hans skyld vil jeg bede til dig en ydmyg bøn:
O skriv dog snart tilbage og giv mit hjerte ro,
og hermed vil jeg ende mit brev i håb og tro,
og hermed vil jeg ende mit brev i håb og tro."
Jeg læste hendes brev op for alle og enhver
af mine kammerater, som var på stuen der.
Jeg spotted hendes klage, jeg ændsed ej den bøn,
som hun af hjertet bad for sin kære lille søn,
som hun af hjertet bad for sin kære lille søn.
"Det brev det har hun skrevet jo med sit eget blod,"
bemærkede en ven, som just ved min side stod,
"Og du gør synd mod hende, som er så tro mod dig,"
i øjet stod en tåre på ham, men ej på mig,
i øjet stod en tåre på ham, men ej på mig.
Jeg sat' mig til at skrive den samme dag et svar,
og sendte det til hende, som hun mig bedet har,
mit hårde hjerte banked den gang jeg skrev de ord:
"Du må mig evig glemme på denne verdens jord,
du må mig evig glemme på denne verdens jord."
Det var en morgen tidlig, lidt før reveillen lød,
så kom der brev fra hjemmet: "Nu er Alvilda død.
Og du er ene skyld i, hun gik til graven hen,
og derfor har du syndet mod Gud i himmelen,
og derfor har du syndet mod Gud i himmelen.
Da hun dit brev mon læse, da sukked hun i løn,
så tog hun op af vuggen sin kære lille søn,
og vandred ned til søen igennem skoven brat,
det var den tolvte juli, en dejlig sommernat,
det var den tolvte juli, en dejlig sommernat.
Et brev hun havde skrevet, det lå ved træets rod,
ved søens kant, jeg læste, hvad der i brevet stod,
i allersidste linie der skrev hun disse ord:
"Nu har jeg evig glemt dig på denne verdens jord,
nu har jeg evig glemt dig på denne verdens jord."
Vi søgte efter hende så snart som det blev dag,
vi aned ej, at det var en så alvorlig sag.
Så gik jeg gennem skoven hen til det dybe vand,
der lå et brev ved kanten, jeg tog det op på stand,
der lå et brev ved kanten, jeg tog det op på stand.
Jeg tog det op fra græsset og læste disse ord:
"Nu har jeg evig glemt dig på denne verdens jord."
Da randt det mig i sinde: mon hun i søen sprang?
Vi søgte og vi fandt hende straks den samme gang,
vi søgte og vi fandt hende straks den samme gang.
Nu hviler hun i graven med barnet i sin arm,
det slumrer blidt i døden alt ved sin moders barm.
"Til dig og ingen anden hun gav sit hjerte hen,
og derfor har du syndet mod Gud i himmelen,
og derfor har du syndet mod Gud i himmelen."
Hermed endte brevet, jeg slog mig for mit bryst:
"O Gud, tilgiv min brøde og skænk mig himlens trøst!
Thi ak, mit hårde hjerte var fuldt af last og svig,
jeg var jo falsk mod hende, som var så tro mod mig,
jeg var jo falsk mod hende, som var så tro mod mig."
Så gik jeg til kaptajnen, og han forlov mig gav,
at hjem jeg måtte rejse og se til hendes grav.
Det var en morgen tidlig, kasernen jeg forlod,
og det var aften silde, da jeg ved graven stod,
og det var aften silde, da jeg ved graven stod.
Jeg satte mig ved graven og gentog disse ord:
"Nu har jeg evig glemt dig på denne verdens jord.
O kæreste Alvilda, har du tilgivet mig,
jeg véd jo, jeg har syndet mod himlen og mod dig,
jeg véd jo, jeg har syndet mod himlen og mod dig!"
Og hermed vil jeg ende min sørgelige sang,
nu går jeg så alene min kummerfulde gang,
og bed til Gud i himlen for min forpinte sjæl,
og dermed vil jeg sige alverden mit farvel,
og dermed vil jeg sige alverden mit farvel.
| Jørgen Ebert |