| 
				Jørgen Ebert Hjemmeside Sange Matematik Privat Links Om ugle.dk  | 
		
Hostrup skrev denne sang til indvielsen af Freerslev Højskole. Teksten er påvirket af at Danmark tre år forinden havde mistet Holsten, Lauenborg og hele Sønderjylland. Melodien er den samme som til At slyngler hæves til ærens top samt Jo, jo, gøgleri er en nobel kunst.
	Er skolen for andre end pilt og pog
	Tekst: Chr. Hostrup, 1867
	Melodi: Gammel visemelodi
	Er skolen for andre end pilt og pog,
	og hvi skal karle dens bænke slide?
	Skal de atter spændes i pebling-åg,
	som alt er slupne for remsens kvide?
	Nej, spændetrøjer
	os ej fornøjer,
	og ingen bure for papegøjer
	vi fletter her, - vi fletter her.
	
	Vi bygger et fyr på den flade jord,
	som mildt sit lys over land vil sende,
	vi rejser en arne, som ej er stor,
	men dog har plads til hver lysets frænde,
	hvor ej forgæves
	der sandhed kræves,
	hvor hjerter varmes, og tåger hæves
	ved ordets magt, - ved ordets magt.
	
	For fædrenes minde vi rejser her
	vel ingen højsal, nej blot en hytte,
	men dog vil det møde med skjold og sværd
	og slå til lyd, så de unge lytte,
	og sangen stemme,
	som gik ad glemme,
	så sønnen stolt kan sig føle hjemme
	på fædres jord, - på fædres jord.
	
	Vi bygger en rede for Danmarks håb,
	det lille æg, vi har frelst af striden,
	hvor trygt det kan hvile trods fjendens råb
	og ruges ud gennem vintertiden,
	til skallen revner,
	og han, som evner
	skal blive vores og Slesvigs hævner,
	får næb og klør, - får næb og klør.
	
	Vi rejser en skole på bondejord,
	hvor frit sig tumler de friske vinde,
	så gid den må huse det jævne ord,
	og luften holde sig frisk derinde!
	På sandhedsgrunden,
	med sang i munden,
	til Danmarks ære, til gavn for bonden
	den vokse frem, - den vokse frem!
| Jørgen Ebert |