Jørgen Ebert Hjemmeside   Sange   Matematik   Privat   Links   Om ugle.dk

Gamle Danske Sange: Månen går så langsom og så løj

Ophavsret   Chr. Richardt   Melodi  

Hvis man hører til 'ben beaumonden' (det fine selskab), kan man vel tåle et plettet rygte. Langt værre er det at få pletter på kjolen, fordi et kotterende fjols spilder sin 'claret' (en slags vin).

Månen går så langsom og så løj
Tekst: Chr. Richardt
Melodi: ?

Månen går så langsom og så løj,
sikker på sit monopol,
men fra riddersalens lyse fløj
klinger fløjte og fiol.
Hvor de luegyldne rammer
med en oldefader brammer,
figurerer egnens adel
uden frygt og uden dadel
om ballets sol.

Som en poppel for en sagte vind
afmålt menuetten går.
Frøknen har et rosenflor på kind
til det liljehvide hår.
Greven så huldsalig sukker,
når han for sin dame bukker.
hånden rækker hun ham varligt -
varligt, men særdeles farligt,
som selv han spår.

Og de svæve fra den gyldne sal,
bort fra ballets brask og bram,
og de hilse fra altanen sval
månen i den stille dam:
"Disse skygger, hvor charmante!
Disse stjerner eclatante!"
Greven er så tungefærdig,
han er født, og født elskværdig,
hvo modstår ham.

Og han hvisker, medens hånden let
værner om moustachens kunst:
"Del med mig den rødmende claret,
som et pant på eders gunst!
Skønne frøken, tør jeg håbe."
Ah, da spilder han en dråbe.
Ja ti, tolv på hendes robe!
Spildte lykke! spildte dråbe!
Ak, alt omsonst.

Døv for hans veltalenheds musik,
stum hun stirrer på sin dragt,
og forsvinder med et vredesblik,
som fortolket kunne sagt:
"Ak, en plet på navn og rygte,
sligt bør ej ben beaumonden frygte, -
o, men pletten på min kjole!
Nej, på ham kan ingen stole!
Tag min foragt!"