www.ugle.dk Jørgen Ebert
Hjemmeside   Sange   Matematik   Privat   Links   Om ugle.dk  

Gamle Danske Sange: Åndesyn fra gamle dage

Ophavsret   Carl Ploug   August Winding   Melodi  

1800-tallets skandinavisme havde til formål at fremme fællesskabet mellem Danmark, Norge og Sverige. Romantikkens interesse for folkenes ældste historie kombineret med et dansk ønske om støtte fra nord mod den tiltagende dansk-tyske spænding gav bevægelsen medvind, ikke mindst blandt de nordiske studenter. Den 12. juli 1862 holdtes et fællesnordisk studentermøde i København, og ved den lejlighed overraktes faner skænket af danske kvinder. Fanerne var dekoreret med symboler fra den nordiske mytologi. Nærværende sang stammer fra denne begivenhed.

Åndesyn fra gamle dage
Tekst: Carl Ploug, 1862
Melodi: August Winding

Åndesyn fra gamle dage,
Valhals guder, kom tilbage!
Drot for stammen,
fylk os sammen!
Spænd dit bælte, stærke Tor!
Lyse Frej, dit sværd du svinge!
Højt lad, Hejmdal, hornet klinge!
Når I skue
Surturs lue
nærme sig til eders Nord!

Kom tilbage med de høje
mål for mandens sind og øje,
med de milde
længslers kilde,
med bedrifters sejerskor!
Kom tilbage med det stærke
præg af stammens modermærke,
med det rige
broderlige
hjerteslag i hele Nord!

Fælles minder, som vi eje,
lyser på vor fremtids veje!
Så vi hildes
ej og skilles,
men gå frem i samme spor.
Fælles skal vor stræben være!
Én vor tro og én vor ære!
I den gamle
ånd vi samle
vil et frit og mægtigt Nord!


Jørgen Ebert