www.ugle.dk Jørgen Ebert
Hjemmeside   Sange   Matematik   Privat   Links   Om ugle.dk  

Gamle Danske Sange - med tekst af Poul Martin Møller

Poul Martin Møller, 1794-1838, var præstesøn og født i Uldum mellem Horsens og Vejle, men flyttede senere til Købelev ved Nakskov, hvor faderen fik embede. Hans mor døde tidligt, hvorefter faderen giftede sig med Christian Winters mor, som var blevet enke. I skoletiden i Nykøbing Falster fik Poul Martin Møller øjnene op for Homers poesi takket være rektor Bloch. Men den unge Poul Martin Møller fik også øjnene op for Blochs kønne datter, som han forelskede sig dødeligt i. For at imponere pigen tog han hurtigt en teologisk embedseksamen, og straks derefter, i 1816, vandrede han til fods til Roskilde, hvor Bloch nu var blevet rektor, for af fri til Blochs datter. Men han fik et nej! I skuffelse herover kastede han sig med stor voldsomhed ud i digterkunsten og begyndte desuden at oversætte Homers Odyssé. I 1819 giftede Blochs datter sig med en anden, og i frustration herover startede Poul Martin Møller sin egen private Odyssé. Han tog hyre som skibspræst hos Det ostindiske Kompagni. Turen varede et par år og gik syd om Afrika og via Java til Kina og Filippinerne. Nogle år efter hjemkomsten blev Poul Martin Møller lektor og senere professor i filosofi i Christiania (Oslo). Fra 1831 var han professor i filosofi i København. Poul Martin Møllers forfatterskab omfatter digte, aforismer, romanfragmenter og filosofiske værker. Størsteparten er først udgivet efter hans død.

Farvel, min velsignede fødeby
Grøn er vårens hæk
Rosen blusser alt i Danas have


Jørgen Ebert